Humaniora

Hvad er romansk kunst? »Dens definition og betydning

Anonim

Romansk kunst defineres som alle de kunstneriske værker lavet i de lande, der hører til Vesteuropa i en periode mellem det 11. og 12. århundrede og en del af det 13. århundrede. Denne type kunst er kendetegnet ved at være fokuseret på åndelighed, det skyldes, at romansk kunst normalt smelter sammen elementer, der tilhører forskellige kulturer, såsom germansk, romersk, byzantinsk, arabisk, blandt andre, som var blevet brugt uafhængigt i middelalderen. I lande som Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig opstod denne type kunst næsten på samme tidved at vedtage sine egne særheder i hver enkelt af dem, men hver med fælles elementer, som gjorde det muligt at omfatte alle disse kunstprøver i en enkelt universel.

Denne form for kunstnerisk udtryk er baseret på udvælgelsen af ​​stor mangfoldighed, hvor de smelter sammen forskellige tilgange til kristen kunst og dens forskellige variationer, der udviklede sig i middelalderen, hvoraf eksempler er romerske, byzantinske, præromanske, arabiske den germanske, blandt andre. Fra en slags fusion mellem dem opstod der en slags udtryk med elementer, der er kongruente og specifikke, noget der blev afspejlet i de forskellige kunstneriske tilgange, det være sig arkitektoniske, skulpturelle, maleriske osv.

Uden tvivl er romansk kunst ansvaret for flere præcedenser af historisk betydning, blandt hvilke det er muligt at fremhæve den indflydelse, som visse religiøse organisationer havde på befolkningen takket være de nye reformer, et eksempel på dette var det, der blev udført af benediktinerklosteret i Cluny, som til sidst ville sprede sig til resten af Europa. Med hensyn til bygningerne blev de fleste af dem startet takket være samarbejdet mellem adelsmedlemmerne ud over skatten på bønderne, hvilket ville bidrage til at øge aktiverne af kirken og dens materielle og økonomiske magt på samme tid, som befolkningen søgte åndelig frelse.

Stilen med romanske konstruktioner var meget karakteristisk, hvilket kan ses i den fasthed, hvormed de vil lave deres bygninger, deres vægge var generelt tykke, da de måtte understøtte vægten af ​​strukturen, foruden er det almindeligt at observere i denne type af bygninger den halvcirkelformede bue.