Teorien om mængden af penge indikerer, at pengemængden og prisniveauet i en økonomi står i direkte forhold til hinanden. Når der er en ændring i pengemængden, sker der en proportional ændring i prisniveauet og omvendt.
Det understøttes og beregnes ved hjælp af Fisher-ligningen på teorien om mængden af penge.
M * V = P * T
Hvor
M = pengemængde
V = pengehastighed
P = Prisniveau
T = transaktionsvolumen
Teorien accepteres af de fleste økonomer i sig selv. Imidlertid har keynesianske økonomer og økonomer fra Monetary School of Economics kritiseret teorien.
Ifølge dem mislykkes teorien på kort sigt, når priserne er klæbrig. Desuden er det blevet vist, at hastigheden af penge ikke forbliver konstant over tid. På trods af alt dette er teorien meget respekteret og i vid udstrækning brugt til at kontrollere inflationen på markedet.
Begrebet kvantitetsteori om penge (QTM) begyndte i det 16. århundrede. Som guld og sølv tilstrømning fra Amerika til Europa blev præget i mønter, var der en stigning i inflationen. Dette førte økonomen Henry Thornton i 1802 til at antage, at flere penge svarer til mere inflation, og at en stigning i pengemængden ikke nødvendigvis betyder en stigning i den økonomiske produktion. Her ser vi på de antagelser og beregninger, der ligger til grund for TQD, samt dets forhold til monetarisme og de måder, hvorpå teorien er blevet udfordret.
TQD, i en nøddeskal
Mængdeteorien om penge indikerer, at der er et direkte forhold mellem mængden af penge i en økonomi og prisniveauet for de solgte varer og tjenester. Ifølge TQD fordobles prisniveauerne også, hvis mængden af penge i en økonomi fordobles, hvilket forårsager inflation (den procentvise hastighed, hvormed prisniveauet stiger i en økonomi). Derfor betaler forbrugeren dobbelt det samme beløb for varen eller tjenesten.
En anden måde at forstå denne teori er at erkende, at penge er som enhver anden vare: stigninger i sit udbud mindske marginal værdi (købekraft en enhed af valuta). En stigning i pengemængden får således priserne til at stige (inflation), da de kompenserer for faldet i den marginale værdi af penge.
