Lex Curiata fra Imperium er den lov, der gav dommerne i det antikke Rom al den magt, de havde over det romerske samfund. Det var den samme regulering, der holdt dem ved magten, og som definerede den hierarkiske struktur, hvorfra nye dommere, konsuler, prætorer og kongen selv blev valgt. Imperium, altså den magt, der udøves af dommerne og maiorerne (konsuler og prætorer) blev kaldt direkte, blev erhvervet lige efter deres udnævnelse. Der var to typer Imperium, der tidligere var etableret i Lex Curiata.
Lex Curiata of Imperium blev oprettet i Curiata Comicios, en forsamling oprettet af de første tredive curiae, der blev oprettet, hvorfra patricierne ville komme frem, men nogle historikere adskiller sig fra denne version, da de hævder, at Imperium faktisk faktisk kun var en ratifikation af magt og ikke en magt som sådan.
Den første af dem var Imperium Domi, som blev udøvet i byen Rom. Ud over at opretholde orden og tvinge romerne til at følge lovene kontrollerede den også enhver form for forhold eller transaktioner mellem besøgende fra andre byer eller regioner med indbyggerne i Rom.
Det andet Imperium var militæret, og det blev udøvet af kommandørerne, da den romerske hær gik i krig. Lex Curiata fra Imperium tillod et foreløbigt Imperium til alle disse ledere af Roms militære hære. Dommerne tildelte ham denne magt, så de i kamp kunne træffe de beslutninger, som de anså for relevante for at beskytte krigernes liv eller udføre handlinger, der ikke var inden for de planlagte linjer.
