Det er kendt som Solar Wind til et fænomen karakteriseret ved emission af gas, som består af en serie af partikler, der har en elektrisk ladning, hovedsagelig fra kernerne i hydrogenatomer med stor energi afgift, som kan nå 100 keV, udover dette inkluderer de også kerner af heliumatomer såvel som elektroner. Disse ioner fremstilles i solens korona, en overflade, der kan overstige to millioner grader celsius, i de steder, hvor det magnetiske felt er lidt svagere. En vigtig kendsgerning er, at partiklerne kan nå hastigheder, der svinger mellem 350 og 800 km i sekundet; for sin del i nærheden af kredsløbets banejord, har en densitet på 5 enheder pr. centi meter kubik.
Dette betragtes som et astronomisk fænomen, det produceres i form af cyklusser, der kaldes cyklus af solaktivitet, har en omtrentlig varighed på ca. elleve år og styres af solens magnetfelter, hvor de skifter tider med stor solaktivitet med dem, hvor den er mindre aktiv både i frekvens og intensitet af den samme.
De partikler, der udgør solvinden, er i stand til at rejse gennem rummet med hastigheder, der når 450 kilometer i sekundet, og derfor har den evnen til at nå jorden i en periode på 3 til 5 dage. Dette fænomen transmitteres i rummet som en ekspansiv bølge, der kan nå overfladen af de forskellige planeter og endda strække sig ud over grænserne for vores solsystem ledsaget af solens magnetfelt og også en betydelig mængde stof på overfladen.
Eksistensen af en kontinuerlig strøm af partikler, der udvises mod ydersiden af solen, var en hypotese, der blev foreslået af den britiske astronom Richard C. Carrington. Senere i 1859 observerede Carrington og Richard Hodgson uafhængigt for første gang, hvad der senere ville blive kaldt en solfænomen. Dette fænomen refererer til en pludselig udbrud af energi fra solatmosfæren, en dag efter en sådan begivenhed blev der observeret en geomagnetisk storm, og Carrington antog, at der var en forbindelse mellem de to.
