Det er kendt med udtrykket teisme til troen på, at der er en Gud, der var ansvarlig for at skabe universet. Af denne grund anerkender de ham igen som skaberen af himmel og jord, teistiske mennesker eller troende på Gud bekræfter at det ikke kun var ansvarlig for dets oprettelse, men at det stadig fortsætter med at herske, og at han på en eller anden måde er ansvarlig for at bevare eller ødelægge det.
På den anden side er dette et ord, der henviser til overbevisningen om eksistensen af guddommelige væsener eller guddomme. Ifølge teismen er Gud "et levende væsen", der har magten til at påvirke, hvad der kan ske med verden gennem årene og også til de mænd, der bor i den. Det er vigtigt at huske på, at en Gud betragtes som sådan, når man tror på et overnaturligt væsen, der er i stand til lige så overmenneskelige og vidunderlige kræfter som det faktum at være i stand til at give eller tage liv. Dette ord blev født i det antikke Grækenland, da de troede og havde tillid til de græske guder, der tilhørte Olympus, men senere tog det forskellige betydninger i forskellige regioner på grund af mangfoldigheden af tro på en eller flere guder på grund af mangfoldigheden af religioner og også på grund af de forskellige evner, der tilskrives hver af disse guder.
Forbundet med teismen er der flere udtryk, der ledsager den, såsom deisme, som indikerer, at den eller de guder, der skabte universet, ikke har grebet ind i det siden dets oprettelse. For deister foregår Guds manifestation gennem overnaturlige love, der kan analyseres gennem videnskab.. På den anden side er der ikke-teisme, hvori ingen gud antages, men i en anden åndelig tilstedeværelse, fx tilhører buddhisme denne type religion, hvor de tror og praktiserer Buddhas lære, som også var et væsen human. Og selve teismen, hvor der er en Gud, der skabte universet og også griber direkte ind i det, her kan vi fremhæve monoteismen, der indrømmer tilstedeværelsen af en enkelt gud som i katolicismen eller jødedommen og polyteismen, hvor det siges, at der er flere guder som hinduisme. Dette er den sande accept af dette udtryk siden det syttende århundrede, det vil sige brugen af udtrykket teisme var begrænset, indtil det nåede den, der indrømmer en personlig, transcendent og skabende Gud.
