Kendskabet til sophisternes ideer stammer hovedsageligt fra Platon og skyldes i vid udstrækning det pejorative indhold af dette navn. Sofisterne var tænkere, der boede i det antikke Grækenland fra midten af det 5. århundrede til det tidlige 4. århundrede f.Kr.
Den ældste sofist var Protagoras of Abdera. Han var den første til at kalde sig sophist eller lærer af visdom. Hans disciplin var baseret på relativismeprincippet, der henviser alt til menneskelig målestok. Han opfatter kun ting som fænomener opfattet af mennesket; på denne måde tvang han til at genkende den abstrakte karakter af de første geometrielementer, da den kun gælder for ideelle figurer.
Sofisme repræsenterer afslutningen på den såkaldte kosmologiske periode, hvor viden bekymrer sig om naturen og begyndelsen af den antropologiske periode, centreret om mennesket. Formålet med sofisterne var at uddanne unge mennesker, som de anså for nødvendige, til at dedikere sig til politik.
Sophisme blev også skelnet fra græsk filosofi ved sin metode, da skønt gammel filosofi ikke udelukkede empirisk observation, var den typisk deduktiv, hvilket betyder, at når vismanden havde et generelt grundlæggende princip i verden, måtte han forklare fænomenerne beton. Mens sofisterne forsøgte at samle et stort antal observationer af bestemte begivenheder for at drage konklusioner, både teoretiske og praktiske, idet deres metode var induktiv empirisk.
Se puede decir sin lugar a dudas que la noción de sofista estaba cambiando con el tiempo. Inicialmente, el sofista se dedicó a la enseñanza y la instrucción: Sin embargo, desde las posiciones de Platón, Sócrates y otros sabios, comenzaron a asociar el engaño sofístico. Por lo tanto, uno puede tomar la definición de sofista como alguien que, usando sofisterías y falacias, engaña a las personas y obtiene un ingreso de su habilidad para confundir al otro a través de sus argumentos.
