Lamarckism er det navn, der bruges til at henvise til den evolutionsteori, som Lamarck etablerede i 1809, som han legemliggjorde i sit litterære værk, som han havde titlen "Zoologisk filosofi", i den tekst foreslog han, at livsformerne De var ikke skabt og forblev ikke uændrede (som man troede på det tidspunkt), men havde i stedet udviklet sig fra mindre komplekse livsformer. Ud over dette etablerede han hypotesen om de forhold, der ville have ført til udviklingen af livet på jorden og foreslog også den mekanisme, hvorigennem det ville have udviklet sig.
Lamarckism er den første teori om biologisk evolution, det var næsten fem årtier foran Darwins formulering af naturlig udvælgelse, som han foreslog i bogen "The Origin of Species."
Oprindeligt kan et dyr, der ligner en antilope, observere den måde, hvorpå dets miljø gradvis bliver tørt, idet de opfatter, hvordan græs og buske begynder at blive mere og mere knappe og derfor er tvunget til at ty til fodring af bladene på træer oftere. Denne kendsgerning gør at strækning af halsen bliver en af de definerende vaner i det daglige liv for nogle af medlemmerne, der tilhører denne art.
I denne forstand foreslår Lamarcks teori, at de pseudo-antiloper, der ikke kæmper for at kunne føde på træernes blade ved at strække deres hals, vil dø, derfor vil deres afkom være få eller ingen. På den anden side dem, der er De tilpasser sig og formår at strække deres hals, de vil være i stand til at overleve, da det er forlænget at strække deres hals. Denne fysiske egenskab overføres til alle deres afkom.
Under hensyntagen til ovenstående, når tiden og generationerne går, vises livsformer, der tidligere ikke eksisterede: som det er tilfældet med giraffen og dens fysiske tilpasning til miljøet for at få mad. På trods af dette betragtes Lamarcks teori som en forældet model, da det i dag er kendt, at enkeltpersoner har en grænse for muligheder, når de ændrer deres krop med dens anvendelse.
