Dette er det menneskelige sinds umiddelbare reflekterende evne til at kende sine egne tilstande. Fra det latinske introspicere, der betyder "at se indefra", definerer dets etymologiske betydning introspektion som selvobservation eller observation mod den samme person, det vil sige bevidsthed og ens egne følelser. Den menneskelige væsen er den eneste levende væsen, der har evnen til at se på sig selv.
Introspektion eller intern opfattelse er baseret på den reflekterende kapacitet, som sindet skal henvise til eller være opmærksom på sine egne tilstande. Når denne reflekterende kapacitet udøves i form af hukommelse på tidligere mentale tilstande, har vi den såkaldte "retrospektive introspektion"; men introspektion kan være en viden om fortiden og også om nuværende oplevelser, om dem, der forekommer sammen og i nutiden af selve den introspektive handling.
Introspektion viser en persons evne til at abstrahere fra miljøet for at fokusere på sig selv, markere en afstand og leve bedre. Der er et forhold, der er permanent gennem hele
livet. Dette forhold er det, der opstår ved at være alene med dig selv.
Det er ikke kun vigtigt at dyrke interpersonelle relationer med andre, men det er også meget vigtigt at have evnen til at se inden i sig selv for at forbedre selvværd, have selvtillid, forbedre graden af intern forståelse, rette mangler og forbedre dyder.
I grenen af psykologi er introspektion en metode, hvor motivet beskriver sin bevidste oplevelse med hensyn til det sensoriske, affektive eller fantasifulde. Denne adfærd udføres i interaktion med terapeuten, som er indforstået med at observere motivets aktivitet eksperimentelt. Det er en metode afvist og stærkt kritiseret af adfærdsmæssig psykologi.
Filosofen og psykologen Wilhelm Wundt (1832-1920) var den, der udviklede eksperimentel psykologi, hvor han analyserede den adfærd, der kunne observeres, mens bevidsthedstilstande nærmede sig dem gennem introspektion eller kontrolleret selvobservation.
Hans metode var baseret på naturvidenskab. Vi kan som et eksempel nævne hans undersøgelse af, hvad folk følte i nærvær af en lysstimulus, hvis observationer tog både opmærksomhed på, hvad der kunne observeres (deres reaktion), og hvad forsøgspersonerne fortalte ham om, hvad de følte i det øjeblik. Dette tillod ham at skelne mellem fornemmelser og følelser. Sigmund Froid var også optaget af at analysere sindet, især det ubevidste, men brugte fri tilknytning og drømmeanalyse som metoder. Fri tilknytning kan betragtes som en form for introspektion, og den består i, at emnet skal sige, hvad der kommer til at tænke uden nogen begrænsning, styret af psykoanalytikeren, der fortolker disse foreninger for at opdage, hvad der er "lagret" i det ubevidste.
