Eksistentialisme er en filosofisk bevægelse, der opstod mellem det 19. og 20. århundrede. Denne strøm fokuserede på studiet af den menneskelige tilstand, følelser, individuelle engagement og frihed. Eksistentialismen gendannede mennesket til sin rolle som individ, placerede ham midt i filosofisk refleksion og skelner ham ud som et uafhængigt og totalt selvbevidst væsen.
Blandt de mest fremragende egenskaber ved denne teori er:
Hans fokus er på menneskets egen eksistens, hans væren og søgen efter løsninger på menneskets problemer. Den Årsagen er ikke den eneste, der viser den virkelighed, selv de mest elementære følelser som frustration og angst er i stand til at vise det. Pessimisme fremhæves inden for denne filosofi. På trods af den markante pessimisme forestiller eksistentialismen, at kun mennesket eksisterer, og at kun han er i stand til (selv inden for pessimisme) at finde positivisme og udtænke sin egen essens. Mennesket er frit, og han er den eneste, der skaber sin verden.
Populariteten af eksistentialisme opstår efter Anden Verdenskrig som en lindring af tanker og tab af værdier, som denne konflikt efterlod.
Der er tre skoler med eksistentialistisk ræsonnement: ateistisk eksistentialisme, agnostisk eksistentialisme og kristen eksistentialisme.
Ateistisk eksistentialisme har som grundlæggende afvisning af al immateriel, metafysisk eller religiøs overbevisning. Ifølge denne strøm eksisterer den menneskelige natur ikke, fordi der ikke er nogen Gud, der skaber den; det er mennesket, der opfatter sig selv som værende og er den eneste, der bestemmer, hvad han vil være. Blandt de mest fremtrædende eksponenter på denne skole er: Jean Paul Sartre og Albert Camus.
Kristen eksistentialisme skelnes ved at hæve muligheden for et religiøst stadium som en hypotese om frelse; denne skole griber til religiøse fundamenter som arvesynd, tab af uskyld osv. At definere det metafysiske princip som den konkrete sandsynlighed for mænd. Et andet karakteristisk træk er bekræftelsen af, at det højeste gode, som ethvert menneske kan finde, er sit eget kald. Blandt de vigtigste eksponenter var: Gabriel Marcel og Soren Aabye Kierkegaard.
Agnostisk eksistentialisme var baseret på observationer og erfaringer. Denne doktrin betragter religion som et vigtigt element i menneskets kultur og historie, og tilbageviser ikke eksistensen af en Gud, men den mener, at det er noget, der ikke kan bevises eller bevises. Dens største eksponenter var: Martin Heidegger og Albert Camus.
