EF-uddannelse er deltagelse af forældre og naturlige organisationer, lærere og elever i driften af centrale pædagogiske enheder, området, regionen eller det internationale eller niveau, i pædagogisk ledelse, i definitionen af sine generelle formål, at gøre vigtige beslutninger for skolelivet, der reagerer hensigtsmæssigt og relevant på flerkulturelle og flersprogede behov.
Fællesskabsuddannelse er en vej til dannelsen af en autonom borger. For Paulo Freire repræsenterer det et livsprojekt, det udgør et frigørende håb, der er indskrevet i en professionel etik for uddannelse i livssammenhænge. Endnu engang problemet med "at være i sig selv" og "at være en del" opstår, håbet er at projicere mænd til at lære den virkelighed og tænke, hvordan at omdanne det. Dette er grunden til, at de tænker på lærerens forhold til samfundet, det betyder at skære direkte stier med den virkelighed, der kontekstualiserer skolen. I denne forstand lærer læreren ud over forholdet mellem solidaritet og anerkendelse et problem ved at sammenligne deres teoretiske niveauer med det menneskelige livs praksis.
Uddannelse fra et fællesskabsperspektiv er knyttet til de kognitive behov og den sociale transformation af de pågældende mennesker. Denne proces fører til et permanent møde med den "anden", som den formelle skole ikke præsenterer, og som menneskeheden bryder behovet for at arbejde i samfundet. Livet bliver landskabet for at lære at løse hver dag mangfoldigheden af vanskeligheder, der opstår. Oplevelsen af kollektivet er et intersubjektivt bånd, der bliver en kraft til at tænke på virkeligheden.
For samfundsuddannelse er det efter sin egen ontologiske definition vigtigt at overveje det grundlæggende forhold mellem bevidsthed og erfaring. At tænke er at leve for at løse problemet mellem virkelighed og liv og levet virkelighed. Bevidsthed kan ikke forblive i det ideelle plan, den skal transcendere, for hvis det ikke er kampen for en bedre verden, ville det være meningen og værdien af udholdenhed. Fællesskabsuddannelse bør tilskynde til refleksion over forholdet mellem tanke og virkelighed. Tanke kan være en måde at få seksuelle fremskridt til at gribe ind i virkelige processer. Denne intervention er et brud med det kontemplative væsen, så det producerer tankens kvalitative bevægelser og derfor handler på virkeligheden.
Fællesskabsuddannelse er baseret på, hvad der sker i livet, og det er derfor, det forbereder mennesket til at handle i livet. For at denne proces skal opfyldes, skal den vække mentale tilstande, der eliminerer kendskabet til dens psykiske base for at ændre dens størrelse som basen for en fællesskabsaktion. Det skal bemærkes, at samfundsuddannelse pr. Definition er bindende for virkeligheden, da den skal eksistere i harmoni med samfundet og indholdet i samfundet.
