Eklekticisme kan bruges til at henvise til to fænomener. På den ene side er eklekticisme en filosofisk strøm med meget særlige karakteristika. På den anden side kan begrebet eklekticisme bruges til at betegne en livsstil, tænkning, handling, der følger i en vis forstand kendetegnene ved den filosofiske strøm, men som ikke gør det på en bevidst måde eller knyttet til det, men snarere det er et fænomen.
Det er vigtigt at fastslå, at ordet eklekticisme kommer fra det græske udtryk eklegein, hvilket betyder at vælge eller vælge. Sådan bygger man forestillingen om, at eklekticisme er, hvad der har med valg og valg af forskellige elementer at gøre for at skabe noget nyt, der ikke tilpasser sig en enkelt eller allerede eksisterende virkelighed. Derfor var det eklekticisme som en filosofisk strøm, der var interesseret i at vælge berøringer og aspekter af forskellige filosofiske strømme, når man overvejede, at flere af disse aspekter kunne være interessante, og at de ikke skulle være gensidigt eksklusive. I denne forstand kan vi sige, at eklekticisme (som opstod i det antikke Grækenland omkring det andet århundrede f.Kr.) var interesseret i at forene nogle elementer af store filosoffer som Platon, Aristoteles,stoicisme og metafysik. På denne måde etablerede denne filosofiske strøm ikke dogmer omkring eksklusive og lukkede ideer, men etablerede forbindelser mellem eksisterende, så der opstod noget nyt og unikt fra dem. Denne filosofiske strøm ville fortsætte med at eksistere i lang tid, selv i den moderne tidsalder, selvom den altid tilføjede nye ideer.
Mere generelt og praktisk forstås eklekticisme som en måde at handle, tænke, leve på, der repræsenterer det samme som denne filosofiske strøm, det vil sige en permanent søgen efter at forene ideer, former, figurer af forskellige typer, så forvandlet til noget nyt og unikt. Derfor er det almindeligt at tale om eklekticisme som en kunstnerisk stil, hvor der ikke er et enkelt blik, kun begrænset til hvad forfatteren bidrager med, men der er en sammenslutning af mange elementer (undertiden forskellige fra hinanden), der genererer en slags følelse eller chok i seeren, og som blænder for at forvandle sig til noget så specielt og unikt.
Udtrykket "eklektisk" bruges i filosofiens historie på en tvetydig og ofte svingende og ikke-streng måde. I dag er det almindeligt at kalde visse græske og romerske tænkere (nogle akademifilosofer, nogle stoikere og Cicero) eklektiske og også en anden række franske og spanske tænkere fra XLX-tallet, der repræsenterer et øjeblik med manglende originalitet i spekulation og der ty til at udgøre et udvalg af forskellige doktriner. Også blandt de eklektiske er det nødvendigt at studere de spanske og amerikanske filosoffer fra s. XVII og XVIII, der forsøger at forene de kartesiske doktriner, først og Lockian senere, med elementer fra den skolastiske tradition; Gaos har endda talt om en ejendommelig "spansk amerikansk eklekticisme."
I dag er vi vant til at begrænse stemmen meget mere. med hensyn til brug i det væsentlige at henvise til et bestemt system eller en bestemt systemtype. Normalt forbeholder vi os det til at betegne konkordat eller den harmoniserende holdning hos visse tænkere; der skal være et minimum af syntese i dem. Når der er en simpel sammensmeltning af heterogene elementer, foretrækkes det at tale om synkretisme: dette gøres generelt i henvisninger til forfattere, der slutter sig til religiøse og filosofiske elementer.
