Biopolymerer er intet andet end et par makromolekyler, der er til stede i levende væsener, hvoraf mange af disse syntetiseres året rundt takket være forskellige medicinske discipliner, såsom vævsteknik, der opnår kompatibilitet med mennesker.. Med andre ord er de olieekstrakter, der, når de syntetiseres med et andet syntetisk vækstprodukt, og når de er i kontakt med humant væv, kan forårsage forskellige reaktioner, der er farlige for individet.
Der er tre grundlæggende familier af biopolymerer, og de er: proteiner, der består af fibroiner og globuliner, der er også polysaccharider, hvor cellulosealginater er og til sidst nukleinsyrer, det vil sige DNA og RNA. Der er andre såsom polyterpener, som omfatter naturligt gummi, polyphenoler eller nogle polyestere såsom polyhydroxyalkanoater produceret af nogle bakterier.
På den anden side er de mest almindelige naturlige biopolymerer polymerer syntetiseret af levende væsener, blandt hvilke er:
- Nukleinsyrer: de betragtes som de vigtigste biopolymerer, da disse er bærere af genetisk information arvet fra generation til generation.
- Proteiner: de dannes af peptidbindinger mellem aminosyrer og spiller en vigtig rolle i levende væsener, da de deltager i forskellige biologiske funktioner. At være en af dem, kollagen, antistoffer, enzymer, blandt andre.
- Polysaccharider: disse er resultatet af kondensering af enkle monosaccharider, disse har visse strukturelle funktioner såsom cellulose, pektiner, alginater, blandt andre.
- Polyterpener: dette er sammensat af to velkendte polyisopren såsom naturgummi, det vil sige polyisopren og gutta-percha.
Ligesom der er naturlige biopolymerer, er der også syntetiske, som har meget enklere og tilfældigt organiserede strukturer. Dette fører til en molekylær massefordeling, der ikke observeres i biopolymerer. Da deres syntese styres af en styret proces i de fleste systemer, er alle biopolymerer af en type alle de samme. Desuden indeholder de lignende sekvenser og antallet af monomerer og har derfor alle den samme masse i deres struktur. Dette kaldes monodispersitet i modsætning til den polydispersitet, der findes i syntetiske polymerer. Som et resultat har biopolymererne et polydispersitetsindeks på 1,5.
