Etymologisk kommer dette udtryk fra hebraisk "Beth-El", som betyder "erindring om guderne", så dette ord bruges til at henvise til en hellig sten eller sten. I den semitiske civilisation bruges det til at henvise til de meteoritpartikler, der faldt til jorden, så enhver hævet sten symboliserede tilstedeværelsen af guddommen og placeringen af et helligt sted. Nogle af de mest berømte betyler er: De græske Omphalos i Delphi, en slags sten, som ifølge græsk mytologi guden Cronos slugte og troede, at det var hans søn Zeus. Den sorte sten af Pessinonte, relateret til kulten af gudinden Cibeles og den sorte sten af Kaaba i Mekka.
I den primitive æra betragtede mænd sten som symboler på udødelighed, energi, styrke, som blev tilbedt og æret for deres oprindelse, form eller størrelse. For dem havde disse slags sten en magisk og religiøs oprindelse. En betyl var en sten uden udskæring eller udskæring, som ved mange lejligheder var fald fra universet, og som blev tilbedt som et symbol på en åndelig kraft. Betylerne fik kræfter svarende til magiske amuletter, der tjente som beskyttelse for rejsende og søfolk. Det siges, at de beskyttede dem mod storme og lyn. Da en rejsende stødte på en sten af disse, betød det, at han var i nærværelse af gudinden Pachamama (moder jord), en gudinde æret af inkaerne, som de gned med hænderne og ifølge troen deponerede de al deres træthed og genvandt styrken til at fortsætte deres rejse.
De ibererne også brugt de hellige sten, der havde magiske epitafier, der beskyttede afdøde fra gravrøvere, blev de også brugt til at holde kontakt med de pårørende, der ikke længere er i denne verden. Ifølge bibelen formår Jacob at blive fyldt med åndelig inspiration efter at have lagt hovedet, mens han sov på stenen, når han først vågnede, vidste han, at stenen var en hellig portal, der forbandt ham med Gud.
Den åndelige kraft, som betylstenen transmitterer, er en vej mod at åbne et vindue til et højere åndeligt plan eller en åndelig forbindelse med Gud. Et eksempel på dette nævnes i Bibelen, når Gud kalder Simon "Peter", Peter betyder sten og ikke bare en hvilken som helst sten, men som betyl eller "levende" sten, som den hellige kirke står på.
